Jeg vil gå udenom myten om at være født i den forkerte krop.
Jeg ser en video på Youtube for at finde andre stier.
Stef Sanjati siger mens hun peger på sin krop:
“This is my girlbody, when it has breasts on it, it will still be my girlbody. It is not going to be a different body. I am not switching bodies. I am not trapped. I am more free than I have ever been in my life”
Hun har lige sagt say it with me,
jeg gentager efter hende, jeg gider ikke myten længere.
Myten er en påført smerte.
Det her er min krop, det her er min pigekrop selvom den gror skæg, selvom dens stemme er dyb, selvom den giver mig dysfori, selvom den gør mig ugenkendt som den jeg er. I en underlig hjælpsomhed siger nogen at jeg skal nå hen til deres billede af det feminine. I nat sagde jeg til mig selv “jeg kan godt klare det her, jeg kan godt klare min fremtid”.
Jeg sprang ud for en ven forleden. Vi gik og snakkede om det. Han sagde du kommer til at have din anden pubertet når du er fyldt tredive. Han grinte af mit hårs forsøg på at være langt. Han sagde du må gøre mere for at virke feminin. Først var jeg et par tyste jaer, nu frustreres jeg over tanken om kønnets komponenter, at jeg skal være i besiddelse af bestemte dele for at virke som en kvinde. Det maskinelle. Jeg er hele tiden inde i de sætninger andre siger om mig. Om mine venner siger han eller hun når de præsenterer mig, om de bedømmer mig ud fra hvad de selv synes før de tager højde for rimelighedens grænser og mit billede af hvem jeg er. Min eneste undskyldning på deres vegne er at jeg gør vold på hvem de troede jeg var samtidig med at jeg gør vold mod det de tror en kvinde kan være. Det er ikke nemt at leve sådan, voldsom for omverden. Jeg mærker de forbindelser jeg knækker lige nu. Jeg vil gerne tro på at de kan tro på mig en dag. En dag vil jeg være mig for dem, men lige nu skal de ikke hjælpe mig. Jeg er enormt god til at finde vej selv, alt jeg vil er at få støtte. Jeg vil ikke have disse råd, jeg har allerede fundet de råd jeg skal bruge fra dem der allerede har rejst denne rejse.
Jeg læser de hadefulde kommentarer om Hari Nefs næse, hendes kæbe. Jeg er begyndt at føle med mine veninder, fordi det bliver mere og mere klart at idéen om en kvinde er perfektion, og der er jo ingen som er perfekte. Jeg har tænkt på min fremtid, jeg har tænkt på en løsning til alle. Jeg bliver nødt til at være naiv, fordi det naive betyder det nyfødte, det nyfødte ved aldrig noget om verden, det græder og smiler kun over sig selv. Det fornuftige er kun det fornuftige i denne verden, og den verden betyder ikke en skid, fordi denne verden kan ikke bruges til at drømme med. Jeg udtænkte en verden i min fosterstilling i går, vi må begynde at kun være os selv, vi må begynde at gå væk fra kroppen som vores udgangspunkt. Det var roligt at sidde på et internetforum i min ungdom, hedde Christina og blive behandlet som en Christina, ingen kan fange os i skriften. De kan altid hade os når vi er i vores kroppe, betyder det at vi skal forlade dem, bliver vi nødt til at forlade vores kroppe for at kæmpe for vores ret til at have dem? Vil det at forlade kroppen som en tryghed være som en ild hen over samfundet? Eller skal jeg bare forlade samfundet sammen med min krop og være evigt alene, og være pige i en krop som ikke behøves at forandres for min skyld. Det er klart som solen at min dysfori ikke kommer fra mig selv, min dysfori er resultatet af mødet mellem mit syn på mig selv og andres syn på mig. Mit ønske om at forandre min krop med hormoner, er for at tilfredsstille dem der tror at det feminine ikke kan være frit og en følelse.
Min forestående forandring er et spørgsmål om overlevelse. Hari Nef taler om overlevelsens æstetik hvor andre taler om at transkvinder gør det feminine til et karneval. Fun fact: Karneval betyder farvel til kødet! Jeg ved at jeg vil møde modstand i min fremtid som kvinde, jeg kan blive slået ned, jeg kan blive bagtalt. Jeg kunne tale om mit hvorfor, jeg vil tale om følelsen af det udklædte. De to ting hænger sammen, jeg tror desværre at det er generelt for alle transpersoner. Tidligt lærer vi at vi ikke må være som dem vi vil være, tøjet og opførslen. Tidligt udskammes vi fx af vores hjem og det fortsætter. Kløften etableres og vedligeholdes. Jeg kan huske en situation efter min første oplæsning i Kbh i 2014, to forfattere som siger til hinanden: der er vist en som tror det er fastelavn. Deres kommentar underlig og uden et direkte sigte. Jeg kunne ikke andet end at føle mig ramt, jeg stod jo i det tøj som jeg følte mig hjemme i, roseblomstrede gamacher og en lyserød kjolelang skjorte. Jeg ønsker ikke at være præcis i min anklage, jeg drømmer om at den kan blive et generelt billede. Truslen om det udklædte, den kan forfølge mig, den kan tvinge mig til at gemme mig ind i det normale eller stoppe med at give en fuck. Spørgsmålet i mit liv har været balanceret på det knivsæg, mellem den mulige accept eller den manglende accept af mig. Jeg indser nu at jeg valgte at blive deprimeret og selvskadende mange gange i løbet af mit liv for at være acceptabelt i live sammen med andre. Jeg bar min smerte roligt som en dreng, lærte ikke at græde udad men kun indad. Selv min sorg klædte jeg ud i frustration og vrede, glemte at forstå mig selv helt ind i mig. Nu vil jeg klæde mig ud som mig selv, bare rigtigt denne gang, ikke som til fastelavn i min barndom hvor jeg altid var klædt ud som mig selv, fordi jeg allerede var så fucking langt væk fra min krop at jeg ikke behøvede at være Spiderman for at være klædt ud som en maskulin person.
Kære Hari Nef,
du har ret, det vil aldrig være et spørgsmål om hvad vi skammer os mest over, fordi alt er et spørgsmål med skam i sig. Hvad end vi kommer til at gøre vil der være skam i det. Hvis vi taler med en dyb stemme er der skam, hvis vores overlæbe mønstres med skægstubbe er der skam. Der vil altid være skam, og tak for at minde mig om at den skam også er livet. Det er igennem skammen at vi desværre er os, det er igennem skammen vi går og finder vores venner, finder steder af accept. Hele tiden holdes vi op mod billeder som ikke er vores, men som vi må gøre til vores for at blive accepteret. Sådan er det kunstige altid vores sted. Tak for at du udpegede vores æstetik som en overlevelsens æstetik, vi er det overgjorte og usikre, vi er muligvis parodien men vi nægter samtidigt at være den. Tak for at sige at mit billede af det feminine er ligeså berettiget som enhver kvindes billede af det feminine. Vi går alle rundt med stumper af forærede billeder i hjertets lommer, stille og roligt bliver det til en collage som vi føler os hjemme i. Mit hjerte kan bære meget, en stor beholder der heldigvis lækker, jeg er begyndt at dele dine selfies til mine venner. Hver gang jeg deler din glæde til andre, deler jeg også min egen glæde over min kommende fremtid. Tak for at være så glad for dig selv at den er for meget, den er så for meget at den går ud over dine bredder, den løber inde i mig og løber hen til min glæde og får den til at svømme. Det er vores eneste modstand, at elske os selv så meget så vi aldrig kan låne det had som visse personer sender vores vej. At elske sig selv er næsten guddommeligt. Tak
Christien Dalgas, født 1990, bor i Aarhus. Hun gikk på skrivelinjen på Testrup Højskole våren 2013, og går nå på Talentskolens Forfatterlinje i Næstved.
